"Mine to hjernehalvdele kommunikerer ikke optimalt” Dagmar Skovhus-Dam Jacobson
Dagmar er gæst i podcasten Hjernetumorliv og deler sin personlige historie som hjernetumorramt og om at være agent i eget liv
Dagmar Skovhus-Dam Jacobson er dagens gæst i podcasten Hjernetumorliv. Hun er uddannet antropolog og har arbejdet på hospice og kommunalt. Hun bor alene og er mor til to voksne døtre.
Og så er hun med egne ord “kræftoverlever, hjerneskadet og sanseforstærket”.
I 2020 fik Dagmar konstateret en hjernetumor og fik opereret sit sarkom ud. Det viste sig at være et hæmangiopericytom, som er meget sjælden.
Hun scannes og tjekkes hver tredje måned og er i dag førtidspensionist, selvom hun synes, at invalidepensionist ville være en mere rammende betegnelse.
Dagmar har bidraget med tekster i HjernetumorForeningens antologi “Hjernetumorfortællinger”.
Lyt med i denne episode, hvor Dagmar Skovhus-Dam Jacobson fortæller din personlige historie som hjernetumorramt.
Podcastvært Charlotte Heje Haase taler med Dagmar Skovhus-Dam Jacobson i Dagmars smukke hjem med farverig kunst på væggene.
Hør mere om:
✔️ At få en stresssygemelding, selvom Dagmar kunne mærke, at der var noget andet på spil. Om ikke at blive taget alvorligt af sin egen læge. Hvordan en ven fandt hende dehydreret og forvirret og måtte banke i bordet for at få hende på en skadestue og undersøgt.
✔️ Hvordan Dagmar i dag føler sig som antropolog i eget liv efter operationen. Hun er hver dag på feltarbejde for at lære sin hjerne at kende. Dagmar studerer, hvordan hun skal leve nu. Det handler blandt andet om en ændret energiforvaltning, hvor der er lyst til alt, men overskud til meget mindre. At lære at respektere kroppens tempo.
✔️ Senfølger i form af hjernetræthed, angst, lys- og lydfølsomhed og klodsethed. At have en hjerne, der ikke kan filtrere. At have alene stille dage og lære at prioritere.
✔️ At pludselig kunne begynde at bande. Noget der var utænkeligt før. Og at have problemer med ordhukommelsen.
✔️ En vild kreativitet der kan vække Dagmar midt om natten og en kamp mellem højre og venstre hjernehalvdel. Kampen mellem fornuft og følelse. Hun kalder det tragikomisk og fortæller levende om en impuls til at løse problemet med at sy kjoler til sine lænestole. Og få et chok næste morgen, til hun huskede, hvorfor stuen så sådan ud.
✔️ En forstærket æstetisk sans (fokus på skønhed) og kampen for at holde orden for hjernens skyld. Paradokset i at have en vækket kreativitet, sanseindtryk og impuls og samtidig være udfordret på at udføre ting.
✔️ At være en agent i eget liv og vælge selvkærlighed og taknemmelighed. Dagmar fortæller om at sige til sit spejlbillede: “Det kan godt være, du er hjernehandicappet, men jeg elsker dig. Tak fordi du er i live”.
✔️ Skrivningens helende kraft.
Citater fra episoden:
“Jeg fik fjernet sarkomen i venstre side. Den hjernehalvdel er handicappet. Men højre side, der er eventyrlysten, er ikke blevet informeret. Så jeg øver mig i at stoppe op, prioritere og respektere min hjernes situation.”
“Min hjerne kan ikke filtrere lyde fra. Hvis der sidder et par ved siden af os, der taler, så kan jeg ikke have en samtale. Før elskede jeg at tage på cafe, være på restaurant og til fest. Jeg er blevet inviteret til mange konfirmationer, fødselsdage og bryllupper, som jeg desværre har måttet sige nej tak til. “
“Jeg skal lære et forandret menneske at kende. Mig selv. Det er et paradoks at have en vækket kreativitet, forstærket sanseindtryk og mindre impulskontrol og samtidig være udfordret på at udføre ting. “
“Jeg siger til mit spejlbillede: “Det kan godt være, at du er hjerne-handicappet, men jeg elsker dig. Tak fordi du er her. I live.”
Du kan lytte til samtalen i Hjernetumorliv, hvor du lytter til podcasts.
Relevante links
Dagmar Skovhus-Dam Jacobson taler om bogen “One Year to Live” af Stephen Levine
Dagmar fortæller om foreningen Tidslerne - en uafhængig patientforening for kræftramte omkring alternativ behandling
HjernetumorForeningen
https://www.hjernetumorforeningen.dk/stoet-os/
Hjernetumorfortællinger
https://www.saxo.com/dk/hjernetumorfortaellinger_lydbog_9788794103053
Podcasten er produceret af HjernetumorForeningen
Støttet af Kræftens Bekæmpelse
Vært og redaktør: Charlotte Heje Haase/Din Podcast
Medvært: Karen Risgaard/HjernetumorForeningen
Cover: Charlotte Manstaedt